Sankt Bernharden

Oprindelsesland: Schweiz
I 1100 tallet grundlagde munke et kloster højt oppe i det Store Sankt Bernhard-  pass. Gennem tiderne har rejsebeskrivelser fortalt om klostret, som ly for rejsen-  de og pilgrimme. Der fortælles om klostrets store hunde, som blev brugt som vagthunde og ledsagere på afsøgninger, som munkene gik dagligt. Disse hunde havde en utrolig sporsans som satte dem istand til at lugte mennesker 2-300 m væk i stille luft. Mod vind tog de fært flere km væk. Hundene kunne finde vej til nødstedte uanset tåge og snefald, og de kunne p.g.a deres udholdenhed søge i snestorm og kulde det meste af en dag. Hundene havde en evne, der kunne fortælle dem, om der var snestorm på vej.

Den første skriftlige dokumentation for hundenes tilstedeværelse på klostret får vi i 1695, hvor Salvatore Rosa malede to hunde af udpræget sankt bernhardtype.
Der har formentlig eksisteret hunde på klostret meget tidligere. Fra år 900 kender vi til Maronierne (bjergførere) og deres hunde, som hjalp rejsende over bjergpasset.

Klosterhundene var fortrinsvis korthårede, men af klostrets optegnelser fremgår også eksistensen af den langhårede variant. Den langhårede var dog ikke egnet til arbejdet i bjergene, sneen hang simpelthen fast i pelsen og frøs til is. Man valgte at forære langhårshvalpene væk, og de blev vældig populære og efter spurgte. Der avledes med dem og de blev krydset med forhåndenværende hunde som lignede dem mere eller mindre. Der kom såvel korthårede som langhårede hunde, og de lignede selvsagt ikke den oprindelige klosterhund meget. De var større og klumpede, usmidige og uden den stærke muskulatur som kendetegne-  de klosterhunden eller som den også kaldtes Bjerghunden.
Renavlingen begyndte omkring 1850-60, og racen blev uhyre populær i Europa og England, men man havde forskellige opfattelser af hvordan standarden skulle være.

Heinrich Schumacher, slagter i Holligen nær Bern begyndte som den første i 1867 at udstede afstamningsbevis for sine hunde. Han ville genskabe den oprindelige Sankt Bernhard fra klostret og rejste landet rundt for at finde egnet avlsmateriale.  Han hentede avlsdyr fra klostret. Schumachers avl blev den først stambogsførte, og han var med til at grundlæggge den Schweiziske Sankt Bernhard Klub i 1884, hvor standarden blev fastlagt. Sankt Bernhardshundens fremtid var hermed sikret.
Standarden er godkendt af FCI.

Denne artikel må ikke kopieres uden min tilladelse.

Bente Hjørringgaard

 

Læs mere om racen

bg_logo.gif (4536 bytes)

 

 

Mainpage